Dublin

17/5 19 Tog toget til Dublin fra Howth om morgenen, da vi havde aftalt, vi
kunne komme ind og stemme på den Danske ambassade i Dublin. Det lykkedes os
at finde ambassaden, vi havde forestillet os, det danske flag hang udenfor;
men det var kun et lille kontor på 7. etage. Vi fik stemt, det var kun til
EU valget, vi kunne stemme på en kandidat, til folketinget var det kun et
parti, da kandidat listerne ikke er klar endnu. Vi gik derefter ind til
centrum. Vi fik travet gågaderne igennem, set de historiske bygninger og det
gamle Tempel kvarter. Der var mange måder at transportere turister på, en af
de sjoveste var en Viking bus (se billede.) Det virker som en travl by med
mange mennesker , og med mange forskellige nationaliteter, vi mødte især
mange fra Kina, der så ud til at bo her. Det små regnede hele dagen, så godt
vi havde en paraply med. Det gør meget for indtrykket af en by med vejret,
sidst vi var her, var det solskinsvejr, og vi fik et helt andet indtryk af
stemningen i byen.

Vi var tilbage i Howth ved 16.00 tiden godt trætte i benene; men vi skulle
lige op og have købt noget vin og fisk. Der er hele 4 fiskebutikker ned ved
haven og lige så mange fiske restauranter, så der er meget at vælge imellem,
og fisk er noget billigere her end derhjemme. Vi kunne ikke står for
jomfruhummer haler til kun ca. 100 kr. kg., så det smovsede vi os i til
aften.