Vi har været på ferie hjemme i Danmark og fået set familie og venner.
Især børnebørnene prioriterede vi at være meget sammen med, da der sker så
meget med dem.
21/8 23 S
Vi kom tilbage til havnen i Pornic ca. kl. 18.30. Så vi kunne lige nå at få
handlet lidt ind til aftens og morgen mad. Båden så ud, som da vi havde
forladt den, dejligt.
22/8 23 S
Vi brugte dagen til at få provianteret op og gjort båden sejlklar. Det var
en meget varm dag, så vi måtte lige have en dukkert undervejs, der er
heldigvis en strand lige ved siden af havnen, der var godt nok mange
mennesker i vandet, der nok var omkring 24 grader.
23/8 23 S
Vi sejlede 8.30 med kurs mod øen Ill D`Yeu, der var i starten fin vind, så
vi fik sat sejl, vinden var bagfra så fokken blev spilet ud til modsatte
side af storsejlet. Vinden aftog efterhånden, som vejret blev bedre til
sidst med sol fra en sky fri himmel. Vores vindmåler fungerede ikke, så vi
kunne ikke se, hvor meget vind der var. Vi var bange for at den pil, der
styrer vindmåleren var blæst af, det havde i en periode blæst meget, da vi
var hjemme.
Vi valgte at ligge os i en ankerbugt på sydsiden af øen, hvor der var læ fra
nordlige vindretninger og dønninger. Stranden ved ankerbugten var sort af
mennesker, forståelig nok, da det var omkring 30 grader og vandet 23 grader.
Vi fik kastet ankeret, der fik fat med det samme på ca. 10 meter vand, og så
ellers i vandet. Vi havde en skøn aften for anker, hvor der blev grillet på
vores gasgrill for første gang på turen, det er kun, når vi ligger for
anker, vi må bruge den, og så skal det helst ikke blæse for meget.
Vi vågnede midt på natten ved at det blæste kraftigt op og tordnede, vi lå
lidt for tæt på nabo båden, så Per endte med at ligge sig op i cockpittet og
sove. Han kom ned igen sidst på natten, hvor vinden havde lagt sig.
24/8 23 S
Der kom flere byger om formiddagen og en del vind. Vores anker markering lå
lige under nabobådens gummibåd, så dvs. den lå lige over ankeret. Så snart
vinden kom fra en anden retning, så ankermarkeringen kom fri, trak vi
ankeret op, og havde lige udtænkt os en plads, vi så kunne ligge på; men vi
fandt ud af, det er svært at ligge et anker på 10 meters vand, når det
blæser meget. Vi kom hurtigt væk fra det sted, vi lige havde udset. Vi
prøvede lidt længere ude; og så havde vi ladet ankeret hænge ned med ca. 8
m., så det hurtigt kunne få fat; men det viste sig, der slet ikke var hold
længere ude, så vi sejlede længere ind igen, og fandt en plads, hvor det
lykkedes. Øvelse gør mester, som man siger.
Vi fik gummibåden pumpet op og så ellers en tur i land, det var nu blevet
tørvejr og sol. Vi gik ind til den nærmeste by. Det er en rigtig dejlig ø,
de har holdt de fleste huse hvide med lyseblå skodder, og så er der mange
grusstier mellem alt det grønne. Vi erfarede hurtigt, det er en cykel ø, vi
mødte mange familier på cykel.
25/8 23 S
Kl. 7.50 lettede vi anker og sejlede med kurs mod La Rochelle. Vi havde fin
vind igen bagfra, så det blev sejlads som sidst, vi måtte dog bomme et par
gange. Det blæste godt, vi kunne fortsat ikke se hvor meget; men sejlede i
snit lidt over 6 knob. Da vi nærmede os begyndte vindmåleren pludselig at
virke igen, vi turde ikke rigtig tro på det.
Vi kunne ikke komme direkte ind i havnen i La Rochelle, da vi ville ind til
havnen midt i byen, hvor man kun kan komme ind to timer før højvande og en
time efter, og igennem en sluse.
Vi satte derfor kursen mod øen Ile de Re, der ligger tæt på La Rochelle, vi
anduvede kl 18:00. Her var vi heldige, at der var en ledig mooring bøje, der
endda var gratis, det er den pris vi bedst kan li´. Det blæste godt; men der
var kun få dønninger. Vi fik en lidt urolig nat, da dønningerne tillod sig
at komme på tværs af båden.
26/8 23 S
Vi sejlede kl. 9.30 mod La Rochelle, hvor vi kunne komme ind kl. 11. Vi var
der 10.45. Havne fogeden kom ud for at sige, der lige kom 3 både ud, før vi
kunne komme ind, og fortalte hvor vi kunne ligge. Dejligt at blive
orienteret. Vi kunne ligge og vente op af en stenmur, hvor der var en klampe
at fortøjer til. Vi var ikke i tvivl om, at det er en turist by, vi er
kommet til. Der var mange, der kom nysgerrigt hen for at se, hvordan vi da
kunne ligge der.
Havnen ligger midt i byen med udsigt til de 3 tårne, den er kendt for. Vi
besluttede at blive 4 dage, så skulle vi kun betale for de 3. Der er
restauranter næsten hele vejen omkring havnen. Vi fandt ud af, der er musik
festival, så der var musik på næsten hver gade hjørne, rigtig hyggeligt. Vi
faldt for en ung pige, der virkelig sang godt både på fransk og engelsk. Det
havde været skyet da vi kom, men klarede op med mest sol og kun lidt skyer.
Da vi spiste på båden til aften, havde vi også musik til maden, af en pige,
der stod på kajen med sin guitar og sang.
Selv om der var musik i hele byen, forstyrrede den kun vores natte søvn
lidt.
27/8 23 S
Om formiddagen var det vindstille, så Per kom op i masten en tur for lige at
se, om der er gået nogle kordeller i vanterne (dem der holder masten), og se
til vindmåleren. Alt så fint ud.
Jeg fik fundet myggenet frem, da jeg de sidste to nætter havde fået
adskillige myggestik, nogle små kløende sataner, så det er nok det, der
svarer til knotten. Jeg fik sat et net, vi havde med hjemmefra, med magneter
til at lukke det i midten, foran døren til for-kahytten, hvor vi sover. Så
nu håber jeg ikke, de kan komme ind.
Vi gik en tur ud til den store marina, der ligger lidt fra byen, det er nok
en af de største havne hernede med 4300 både. Vi kom også en tur rundt i
byen, hvor der er mange små gader, også her fyldt med restauranter.
Vi spiste ude til aften, der var nok af steder at vælge imellem, vi fik
Moules-frites, og Per østers til forret. Vinden blæste op til aften, så det
var ikke så længe, vi blev siddende ude.
28/8 23 S
Om formiddagen fulgte vi en rute rundt i byen, der var markeret på bykortet.
Her kom vi rundt til mange af de seværdigheder, der er i byen. Det er en
gammel by med mange spændende steder.
Om eftermiddagen var jeg på vaskeri oppe i byen, og Per fik set på, hvor der
var kommet lidt regnvand ind fra masten, han mener, han fandt et sted og fik
det lukket.
29/8 23 S
Om formiddagen var vi på marked og fik købt ind til vores tur til
Baskerlandet (nord Spanien) ca. 1½ døgns sejlads. Om eftermiddagen gik vi ud
til et stort supermarked (E.Leclerc) ca. 3 km. fra centrum. Vi har været i
et par supermarkeder ikke så langt fra havnen; men de var noget sølle, og vi
skulle lige have købt noget god fransk vin, inden vi forlader Frankrig.
Det er noget andet at bevæge sig uden for centrum, her virker byen noget
farveløs og mange huse kunne godt trænge til en kærlig hånd. De haver, vi
gik forbi, var der hegn og porte ind til.
Vi fik igen igen set på vejrudsigten for de næste dage, og det ser fortsat
godt nok ud til at sejle. Vi kan komme ud at havnen kl. 6, hvor det er
højvande og broen åbner.