Månedsarkiv: december 2024

Puerto Rico/ Puerto Mogan

15/12 24

Vi var inviteret til frokost hos Flemming og Anne i deres lejlighed. Hvor vi
havde en rigtig hyggelig eftermiddag sammen med god mad, og hvor vi kunne
nyde udsigten fra deres terrasse ud over havet.

16/12 24

Vi gik en tur fra Puerto Rico til Playa de Los Amadores, en tur de fleste,
der har været i Puerto Rico går. Der er en fin gåtur langs kysten.

17/12 24

Vi blev hentet af Flemming og Anne kl. 07 ved rundkørslen lige ved havnen.
De havde lejet bil og tog os med på en cirkulær vandretur fra Valsendero
gennem Valleseco, der ligger i bjergene nord for midten af øen. Vi kom op
til et grønt område og heldigvis var vi kommet fri af calimaen ( sand i
luften), der lå længere nede og var værre sydpå.

Vi kørte op til ca. 1000 m. højde, her var lidt køligt, men solen skinnede,
og vi fik hurtigt varmen af at gå. Vi havde hele tiden en flot udsigt udover
grønne bjerge, og vi kom forbi opdyrket land, græssende får, høns, citron og
mandarin/ klementin træer. En meget afvekslende tur, hvor det både gik op og
ned. Vi holdt pause ved en af de eneste levadaer, der er på Grand Canarie.
Vi nåede tilbage til Valsendero ved 12.30 tiden, så kørte vi op til La
Combra, hvor vi spiste frokost, et hyggeligt sted, hvor vi sad ude på en
terrasse med flot udsigt ud over området. Ofte er der for koldt til at sidde
ude, men netop denne dag var her dejligt.

Efter frokost kørte vi op til Pasa de la Caldera ca. 1700 m oppe, hvor vi
tog en vandretur gennem Cueva Blanca og tilbage til bilen. En fantastisk
flot tur, anderledes end den om formiddagen, med en anden vegetation, ved vi
var højere oppe i bjergene.

På vejen tilbage kom vi lige forbi Decathlon outdoor butik, og en stor en af
slagsen. Jeg fik købt en tynd dun jakke, der ikke fylder meget, når den er
foldet sammen.

18/12 24

Om formiddagen kørte vi sammen med Anne og Flemming til Mercadona og fik
handlet stort ind, nu vi var i bil.

Om eftermiddagen sejlede vi til Puerto Mogan, der var godt med vind ca. 10
m/s, men heldigvis med. Vi var fremme efter ca. 30 min. Vi kaldte havnen,
men hende, vi fik fat i, kendte ikke noget til vores reservation, men
heldigvis fik vi tildelt en plads, godt nok med stævnen op til en beton mur,
hvor det ikke hele tiden var så let at komme i land specielt ikke ved
lavvande, men vi klarede det. Vi lå lige op til restauranterne og der hvor
alle turisterne kom forbi, så det var svært at komme til at fortøje rigtig,
da mange kom hen for at ville snakke, både nordmænd og danskere, der var
nysgerrige for at høre, hvordan en dansk båd, var kommet hertil.

Per var oppe at tjekke ind, men det kunne hende, der sad der, ikke finde ud
af, så det måtte vente.

19/12 24

Vi startede med at gå på havnekontoret, og nu var der en, der havde styr på
det, og kunne engelsk, vi fik at vide, vi nok skulle få en plads ved en
flydebro, men dem der lå på pladsen var ikke sejlet pga. vejret.

Vi gik ud til en planteskole, der ligger et par km. uden for byen. Det var
sjovt at se, hvad de havde af planter. Vi fik købt Oregano, de havde
desværre ikke timian. Vi overvejede også at købe en 6 m høj palme, men
prisen på 21000 var nok for meget for vores budget og så var vi bange for at
bladene ville falde af når vi gik over stag og sejlene skiftede side, når
palmen nu var bundet fast til masten.

20/12 24

Vi kom nu hen på pladsen ved flydebroen, dejligt ikke at være så meget i
centrum.

Der var marked i hele byen, det strakte sig over en km- så der var meget at
se på, nok lidt for meget.

Om eftermiddagen var der godt fyldt på stranden, men dejligt med en dukkert.

21/12 24

Fik vasket tøj og en tur i byen, ellers en dag på kontoret, fik skrevet jule
hilsner.

22/12 24 En lidt overskyet dag; men solen kom dog ofte frem.

La Gomera og sejltur Puerto Rico

6/12 24 S

Vi fik sagt på gensyn til Pernille og Lars, der tidligt næste morgen vil sejle til syd Tenerife.

7/12 24 S

Vi tog bussen op til Degollada de Peraza 951 m op, hvorfra vi tog en vandretur ned til San Sebastian. I starten af vandreturen, var der grønt og med flot udsigt, sidste del var på en stenet sti stejlt nedad.

Om aftenen blev der spillet musik på pladsen foran havnen til kl. 04 om natten, det var god musik, men lidt sent det stoppede, da de spillede meget højt.

8/12 24

En slappe af og bade dag.

9/12 24

Vi fik købt data til vores mobil router, hos en utrolig hjælpsom mand, der hjalp os med at få det installeret. Bagefter var vi en tur i Spar i udkanten af byen, de har et lidt andet udvalg end Tu Trebol, der ligger tæt på havnen.

Om eftermiddagen var vi over på båden “Marianne” med Jørgen og Lisbeth fra Vejle, vi inviterede dem på tapas om aftenen, og havde en rigtig hyggelig aften sammen.

10/12 24 Der hang tunge mørke skyer over bjergene, så det var ikke lige til en vandretur. Vi fik vasket tøj og gjort rent i båden.

11/12 24 S

Vi tog bussen sammen med Jørgen og Lisbeth op til urskoven, som er noget af det sidste oprindelige urskov i Europa på toppen af øen til Pajarito, der er udgangspunkt for flere af vandre turene deroppe. Vi gik først op til et udsigts punkt Garajonay 1487 m, hvor der er udsigt udover hele øen. Derefter fortsatte turen mod Hermigua. Vi gik først gennem skov, der får tankerne hen på en troldeskov, træer med krogede grene og mos hængende ned fra grenene. Indimellem med udsigts punkter ud over området. Vi spiste madpakken ved et lille kapel. Da vi nåede El Cerdo ca. midtvejs, var der en lille restaurant, hvor vi fik kaffe ude på en terrasse med flot udsigt udover området. Herefter gik turen mere stejlt ned, til vi nåede et punkt med udsigt til et vandfald. Resten af turen gik nedad gennem the Hermigua Valley med smalle stier, hvor man indimellem skulle balancere på sten for ikke at få våde fødder. Vi nåede Hermigua kl. 16 og bussen gik kl. 16.15, det må siges at være timet og tilrettelagt.

12/12 24 S

Vi havde kigget vejrudsigter, og alle udsigterne lovede kraftig vind fra øst uden et vejrvindue, hvor vi kunne nå til Grand Canarie; men lige nu var der et vindue på to-tre dage. Hernede skal man ikke kun se på vindstyrken fra vejrudsigterne; men også lægge ekstra styrke på i det, der kaldes accelerations zonerne. Det er ikke helt normalen hernede, at der skal være så meget vind om vinteren og slet ikke fra øst.

Vi tog beslutningen om at sejle, da vores børn med familie vil komme efter jul til Puerto de Mogan, og der skulle vi bare være. Vi havde betalt forud i havnen, da vi først havde planer om at sejle d.20/12; men heldigvis kunne vi få lov at gemme betalingen, til vi kommer tilbage først i marts.

Vi kontaktede havnen i Puerto de Mogan, om vi kunne få lov at komme før; men der var først plads d.18/12, så kontaktede vi Puerto Rico, men her skulle vi skrive en mail om det, som de ikke svarede på. Vi kunne godt få en plads i Santa Cruz de Tenerife, men vi ville helst helt til Grand Canarie.

Vi sejlede ved middags tid med kurs mod ankerbugten udfor lufthavnen på syd siden af Tenerife, hvor vi lå sidst, her mødtes vi med båden ”Marianne”, de skulle videre til Santa Cruz de Tenerife, hvor deres børn ville komme.

13/12 24 S Efter en fin nat for anker, prøvede vi igen at kontakte havnen i Puerto Rico; men fik igen besked på at sende en mail, som vi jo havde gjort. Heldigvis kender vi Flemming og Anne, der har en lejlighed i Puerto Rico, og Flemming ville gå op og tale med havnen.

Vi fik hevet ankeret op og satte kurs mod Santa Cruz de Tenerife; men ved 09.30 tiden ringede Flemming, at vi havde fået plads i Puerto Rico. Deres EDB system var nede, så der var rod i systemet. Så vi ændrede kursen mod Puerto Rico. Vi så både Pilot hvaler (grindehvaler) og delfiner undervejs. Vi havde først lidt vind senere lagde den sig om kom lige imod. Per fangede en tun; men den var ikke så stor, så den blev sat ud igen (den overholdt ikke mindste målet) Vi nåede havnen ved 17.00 tiden, hvor Flemming og Anne stod og tog imod os, og vi fik en fin plads, heldigvis lidt inde i havnen, vi kunne se de både der lå på den første bro gyngede noget pga. dønninger.

14/12 S

Vi gik ud til et Mercadona(supermarked), der ligger i udkanten af byen og eftermiddagen var vi rundt i byen. Om aftenen lynede og tordnede det og regnen begyndte.

Santa Cruz de Tenerife og Turen til La Gomera

21/10 24 S

En slappe af dag.

22/10 24 S

Vi var en tur på marked om formiddagen og nød at gå rundt på markedet, da
der ikke var ret mange mennesker, så vi fik set alle boderne og nydt duften
af krydderier, der er flere boder, der sælger både friske og tørrede
krydderier. Der var ingen krydstogtskibe i byen, ofte ligger der et eller
to, og så er der mange mennesker overalt i byen.

23/10 24 S

Sonja og Niels skulle komme om aftenen og spise hos os, så vi var i byen for
at handle ind til skalddyrs paella. Vi havde igen en rigtig hyggelig aften
sammen, den sidste i lang tid, da de nu sejler mod Gambia og derfra videre
til Brasilien. Men vi har aftalt, de skal besøge os, når de er hjemme igen.

24/10 24 S

Vi var over at sige på gensyn til Sonja og Niels inden de sejlede, det blev
til flere krammere og en lille klump i halsen, nu har vi kendt dem over et
år, og jævnligt mødtes med dem.

Vi tog bag efter bussen til Puertito de Guimar og gik en cirkulær rute,
først langs kysten, og derfra op langs kanten af vulkanen Montana Blanca.
Det er et specielt område med lava landskab; og de særlige planter, der kan
leve der. Da vi var tilbage i Puertito fandt vi et hyggeligt sted at spise
frokost, og derefter fik vi en dukkert, der var lavet et fint badeareal med
træterrasser

Været hjemme i Danmark og kom tilbage den 25/11 24

26-28/11 24 S

Båden var som da vi forlod den, bortset fra der var kommet meget sod på
dækket, der er mange krydstogt skibe, der kommer til havnen. De kører
konstant med en generator, når de ligger i havn, og det sviner; men det var
til at få vasket af.

Den fleksible solcelle på ruffet blev skiftet, der blev testet antenner og
den nye Ais (den der gør så andre både kan se os og vi kan se dem) blev
installeret, nyt termometer til køleskabet og andre småting på båden blev
ordnet, så båden er sejlklar igen. Julegaverne til børnebørnene blev købt,
de får dem først efter jul, hvor de kommer til Puerto Morgan.

29/11 24 S

Vi sejlede kl. 10 med kurs mod syd Tenerife. Punta Roja, hvor der er en fin
ankerbugt i læ af en stor klippe ude i vandet. Vi havde først ingen vind, og
så vind lige i mod. Vi nåede ankerbugten ved 16.00 tiden. Der var desværre
ikke læ for dønningerne, der kom fra syd, så vi rullede noget rundt. Vi tog
mere kæde ud, og sejlede båden hen så dønningerne kom ind langs båden og
ikke fra siden, her kastede vi hækankeret og strammede kæden til ankeret i
stævnen op. Det hjalp rigtig meget, så vi kunne holde ud at være i båden og
nyde aftenen i cockpittet, vi havde udsigt til en dejlig sandstrand, hvor
der var nudister. Desværre blæste det op i løbet af aftenen, så hækankeret
holdt ikke, men heldigvis blev dønningerne mindre i løbet af natten, så vi
fik sovet lidt.

30/11 24 S

Vi vågnede til en nogenlunde rolig morgen, vi fik ankerne op og sejlede mod
La Gomera. Vi fik en rigtig fin sejlads med vinden i ryggen og sejlene i
butterfly (stor og for – sejl ud til hver side), vi havde vind omkring 7-10
m/s. Da vi nåede havnen ved 14.00 tiden, måtte vi vente på en færge, der
skulle ud. Lige uden for havnen var søen meget urolig, vi blev kastet noget
rundt, men så snart vi var inde i for havnen var det roligt. Pernille og
Lars fra Osborn stod og tog imod os i havnen, dejligt at se dem igen. Sidst
vi var på La Gomera var det os, der tog imod dem. Vi blev straks inviteret
over på deres båd, hvor Pernille havde bagt kage.

Vi var ude at spise sammen om aftenen, de havde fundet en rigtig hyggelig
restaurant, hvor man sad i en gård med vægge til alle siden, men åbent mod
himlen. Vi fik tun bøffer til 10 euro, og det smagte godt.

1/12 24 S

Vi var rundt i byen om formiddagen om eftermiddagen var vi på stranden og
svømmede ud til den røde bøje ca. 500 m. frem og tilbage. Vandet er ca. 22
grader og luften var 28 grader.

Om aftenen spiste Pernille og Lars hos os, og vi havde igen en rigtig
hyggelig aften sammen.

2/12 24 S

Der blev vasket tøj, og vi var igen rundt og se på byen.

3/12 24 S

Vi tog på en vandretur sammen med Pernille og Lars. Fra San Sebastian først
langs stranden mod syd så opad til udsigtspunkt ud over havnen, vi gik en
cirkulær rute og kom tilbage til San Sebastian. Der var blevet bygget en
restaurant deroppe med en Jesus figur på toppen med lys på, et specielt
sted- helt øde. Pernille og Lars anbefalede et sted, hvor vi spiste frokost
et rigtig hyggelig sted og med god mad i udkanten af San Sebastian.

Efter frokost gik vi over for at se på en lejlighed ikke langt fra havnen,
Lone og Søren lejer ud, de har en motorbåd i havnen. Udefra så lejligheden
ikke ud af noget; men det var et helt andet syn, da vi kom ind af døren,
hvor vi først kom ind i en utrolig hyggelig gårdhave, og en flot renoveret
ejendom i flere etager, hvor Lone viste os rundt. De boede selv på 1. sal,
og lejede stuelejligheden ud; men de var booket helt til sommer. Der lå en
lille lejlighed lige ved siden af, med sengeplads til to, lille køkken og
fint badeværelse, der var muligt at leje.

4/12 24 S

Vi fik gjort noget ved vores ankerkæde, hvor de sidste 15 m., vi aldrig
bruger, var helt rustet sammen. Dem fik vi savet af, så vi nu kun har 50m.
kæde, det burde også være nok

Om eftermiddagen var jeg på stranden sammen med Pernille, det blæste noget,
så turen hjem fra den røde bøje var lidt hård.

Om aftenen var vi over at spise hos Pernille og Lars, igen en rigtig
hyggelig aften med Pernilles lækre mad.

5/12 24 S

Vi fik bestilt fly billetter hjem, så vi kommer hjem d.19/2 til d.3/3 25.

Vi gik en tur op til Pandora et flot hotel, der ligger med udsigt ud over
havnen, der er en utrolig flot have, man kan komme rundt i. Derefter var vi
over at se på robåde, de ror fra La Gomera til Antiqua i caribien, en tur på
3000 Nm (godt 5500 km). De sejler d.12/12, Der er 38 deltagere, flest
englændere, der var 5 både med solosejlere.

Om aftenen var vi med Pernille og Lars til vinaften på pladsen lige uden for
havnen. Der er rigtig flot pyntet op til jul, og nu med boder og en flot
scene med en kæmpe stjerne bagved. Vi købte billetter til at smage 5
forskellige lokale vine både rød og hvid, og med i prisen var et La Gomera
vinglas. Der var musik på scenen først hørte vi en ung pige spille violin,
det gjorde hun virkelig godt og derefter var der et rigtig godt band, der
forstod at få publikum med.