Planlægning før turen går hjemad

29-30/3 20 Tiden går trods de begrænsninger, vi er udsat for. Vi er fortsat
i gang med at få gjort båden klar til turen hjem. Vi har stadig meget glæde
af vores tyske ven Calle, der kan spansk og hans pige Isabel, der også kan
portugisisk. De har hjulpet os rigtig meget. De fik sørget for, der kom en
bil med vand i dunke til haven, så vi nu har vand nok til hele turen hjem,
samt at der kom en bil til havnen, hvor vi kunne få byttet vores tomme
gasflaske. Vejret er godt, og her er flere farvestrålende fisk i havnen, der
bliver studeret grundigt, og vi har flere gange ser rokker i havnen, to
forskellige arter, den ene mener vi er en StingRay med dens hale, den anden
er vi mere usikker på. Der er indimellem også en flot solnedgang, der kan
nydes.

01/4 20 Vi er begyndt mere intens at studere vejrudsigter, da der lige nu
ser ud til at være et godt vejrvindue mod nord, hvor vi kan få vinden med
os, det meste af vejen. Vi har kontaktet Lars fra Osborne, der nu er hjemme,
han har erfaring med at tyde vejrudsigter fra han arbejde i søværnet, så han
vil godt være vores sparing omkring vejret.

2/4 20 Ud fra vejrudsigten planlagde vi, at vi ville sejle d.03/4. Så vi fik
handlet det ind, vi manglede, og gjort båden klar, og vejrudsigterne blev
studeret igen og igen. Desværre så den sidste vejrudsigt, vi så på inden
sengetid, ikke så god ud som tidligere, så det kneb lidt med at få sovet.

03/4 20 Det første vi gjorde, var at se på vejrudsigterne igen, og det så
fortsat ikke så godt ud, som først antaget. På den ene model, vil komme et
kraftigt lavtryk ved Casacais i Portugal, lige som vi vil nå frem. Hvis vi
bare havde kunnet komme ind i en havn, ville vi ikke have problemer med at
sejle, og så ligge at vente der, til et bedre vejrvindue; men alle havnene
er lukkede pga. Corona.

Vi fik Isabel til at kontakte havnemyndigheden i Cascais for at høre om
muligheden for at komme ind at tanke diesel, og vi vil forhåbentlig få en
bekræftelse; men først om nogle dage. Vi kontaktede selv havnefogeden i
Murros i Galicien, hvor vi tidligere har ligget, da vi ved han er god til
engelsk. Han kunne fortælle, at vi godt kunne komme ind at få diesel og vand
på båden, og så kunne vi høre politiet, om vi måtte komme op at handle.
Vores plan er at sejle direkte til Cascais, få tanket og så sejle videre til
Galicien, da der er mange gode ankermuligheder i de mange fjorde, og så
ligge her og vente på et godt vejrvindue over Biscayen.

Efter igen at snakket med Lars og Calle omkring vejret og så lige tjekke
vejrudsigten igen besluttede vi ikke at sejle, vi vil vente på et mere
stabilt vejrvindue.