22/4 20 Vi fik tanket diesel. Vores bestilte varer kom ikke i går aftes som
lovet; men først her til aften; men vi havde, så vi kunne klare os. Det er
noget andet at skulle bestille sine varer og så på spansk; men vi fik da
næsten, som vi havde bestilt.
23/4 20 Vi sejlede tidligt med kurs mod Ria de Muros, i starten var der ikke
meget vind; men den kom i løbet at formiddagen; men desværre lige imod; da
vi skiftede kurs direkte mod Ria de Muros kunne vi lige holde den oppe for
sejl. Vi måtte sætte første reb, da vinden lå på 18-20 knob. Sidst på
eftermiddagen, lagde vi os ind i en ankerbugt Ensenada de San Francisco i
bugtens nordsiden. Vi lå her sidst, vi var forbi, og vidste det er et godt
sted at ankre. Vi fik en skøn aften for anker med sol i cockpittet lige til
omkring kl. 21:30.
24/4 20 Vinden lagde sig helt til natten, så vi rullede noget rundt pga.
dønningerne. Vi sejlede videre med kurs nordpå. I starten havde vi ingen
vind; men den kom hurtigt, og da vi rundede Cabo Finisterre øgedes den til
op mod 18-20 knob, så vi satte igen første reb, og kunne lige holde den oppe
for sejl og ved hjælp af motoren. Vi blev enige om at gå ind i bugten ved
Camarinas sidst på eftermiddagen, hvor vi også har ligget før, en godt
beskyttet ankerbugt. Her lå en hollandsk båd for anker.
25/4 20 Vi fik en rolig nat for anker, og satte tidlig om morgenen kurs mod
A Coruna. Det blev en grå og diset dag uden ret meget vind, så det blev for
motor hele dagen. Undervejs fandt Per ud af at moteren ikke ladede
batterierne. Det er rigtig skidt da vi er afhængige af at kunne lade
batterierne under vejs. Vi nåede A Coruna sidst på eftermiddagen, hvor vi
kaldte havnen, og fik en god plads inderst i havnen. Vi blev taget imod af
en irer, der var meget snaksalig, vi blev informeret godt omkring
forholdene. Toiletbygningen var lukket, så vi må klare det i båden. Her må
en af os gå ud at handle, vi fik et papir på, at jeg (Susanne) måtte gå i
byen. Jeg kunne godt nå at komme i byen inden lukketid. Det var helt
mærkelig at gå rundt i A Coruna, vi tidligere har oplevet som en livlig by
med mange mennesker på cafeerne. Nu mødte jeg kun få på vejen til
supermarkedet. Ud fra vejrudsigten, ser det ud til, vi skal ligge her mindst
en uge, da der vil komme nogle kraftige lavtryk indover Biscayen. Mens
Susanne handlede ind kikkede Per på generatoren og fandt et stik der sad
løst, da det blev sat rigtig på plads ladede generatoren igen.