16/5 2023 S Vi sejlede igen kl. 9.00, hvor broen nær havnen åbnede, med kurs mod Lemmer ca. 45 km., det lyder ikke af meget; men når man kun må sejle højst 12 km i timen med stop for broer, så tager det tid J. Vi kom under 6 broer, kun ved en jernbanebro skulle vi vente mere end 5 min. Da vi var kommet lige uden for Leeuwarden, sejlede vi over en motorvej, det er specielt, at se bilerne kører under kanalen. Vi fik nogle regnbyger undervejs, så dejligt vi kan stå under cockpit teltet i tørvejr. Vi havde en fin sejlads, trods det blæste meget, vinden kom mest ind bagfra, så det gav et lille skub. Vi sejlede igen igennem alt det grønne, vi har endnu ikke set tulipan marker, de kommer først efter Amsterdam, og så er vi desværre nok lidt for sent på den; men håber ikke de er afblomstret endnu. Vi sejlede over en sø (Snitser Mar), hvor vi kunne sejle for fokken (for sejlet). Det blæste kraftigt, da vi nåede Lemmer, der var ledig plads på gæstebroen langskibs ved den havn, vi havde valgt at ligge i (der er mange havne i Lemmer). Vinden kom ind fra siden væk fra broen, så det var svært at komme i land, men heldigvis stod der straks 2 mand og hjalp til at tage mod fortøjningerne, så vi kom ind uden problemer. Det var koldt og der kom mange byger, så vi hyggede igen i båden.
17/5 2023 S
Vi blev en dag mere i Lemmer, der var tøj der skulle vaskes (der er vaskemaskine i havnen), og vi skulle se byen. Det er en rigtig hyggelig by især langs kanalen, er der rigtig charmerende. Vi fandt en seafood cafe, hvor vi fik lækker laksesalat og med udsigt til den flotte kirke midt i byen og kanalen.
18/5 2023 S
Vi sejlede 08.30 med kurs mod Amsterdam. Vi skulle først gennem en sluse ud til Ijsselmeer en stor sø, der strækker sig helt til indsejlingen til Amsterdam. Vi blev sluset ca. 30 cm. ned. Vi havde gjort klar til at sætte sejl, nu vi kom ud på søen; men der var kun meget lidt vind bagfra, så det blev kun til for fokken. Efter ca. 3 timer kom vi til en sluse ved Enkhuizen, her blev vi sluset lidt op igen, så kom vi ud på den anden del af Ijsselmeer, der går en vejdæmning henover søen. Nu var der kommet lidt mere vind bagfra og vi fik fokken ud igen. Der var rigtig mange sejlbåde på søen, der sejlede på kryds og tværs, så det var med at holde godt udsyn. Det var Kristi himmelfarts dag, så vi går ud fra, det også er en fridag i Holland og vejret var fint med sol bag slørede skyer; men vinden var kold. Vi så der var en god ankerbugt mellem Volendam og øen Marken, så vi besluttede os for at kaste ankeret og ligge her til dagen efter, så vi vil komme tidligt til Amsterdam. Det er en meget fin ankerplads med læ fra øst nordøst hvor vinden kom fra, der går en lang mole ud fra øen Marken, der lå 8 andre både for anker sammen med os.
Vi havde en rigtig dejlig aften på ankerpladsen; men så begyndte det at blæse op 8-10 m/s, ikke noget vejrudsigterne havde forudsagt, så vi lå noget uroligt; men ankeret holdt fint. Vi blev vugget i søvn.
19/5 2023 S
Efter en lidt urolig nat vågnede vi til sol og næsten ingen vind. Vi sejlede igen med kurs mod Amsterdam, vi var så heldige at komme igennem den eneste bro, vi skulle under med det samme. Broen åbner kun 20 min over og 20 min i hel. Efter broen skulle vi gennem en sluse ca. 20 cm. ned. Kort efter slusen drejede vi ind til havnen Aeolus, vi var blevet anbefalet af Frits (en af vores sejlervenner). Vi havde ringet dagen i forvejen for at være sikker på, der var plads, vi sagde vi ville komme ved middagstid, og kl. 12.00 var vi der. Vi skulle først ligge til ved en meget lille ankomstbro, men hurtigt kom ham, der havde vagten i havnen (det er en forenings havn) og fandt en plads til os, det blev i et hjørne, hvor vi lige kunne være, og endda den bedste plads i forhold til sol i cockpittet. En lille hyggelig havn med egen lille værtshus. Havneprisen for vores båd 22 € pr. dag og gratis strøm og vand, det kan vist ikke være billigere her midt i Amsterdam.
Vi skal kun gå et kort stykke, så er der en gratis færge, der sejler os over til centrum af Amsterdam, og lige ved siden af havnen er der indkøbsmuligheder. Vi gik ud til en båd butik ½ times gang fra havnen, en meget stor butik, med alt hvad man kan bruge på en båd, det var let at blive fristet; men det lykkedes kun at købe lige det vi manglede. Vi tog derefter færgen til centrum og gik en tur i Red Light Distrikt. Der var mennesker overalt, en rigtig god stemning, alle beværtninger var fyldt, der var en lugt af hash overalt. Vi kom forbi vinduerne, hvor kvinder udstillede sig selv, det virker så forkert, at kvinderne bare er en vare, der skal sælges.
20/5 2023 S
Ved 9.00 tiden tog vi færgen over til centrum, vi ville finde et turist kontor for at få et kort over byen; men der hvor vi havde læst, det skulle ligge, blev der solgt billetter til turist bådene, vi fik så at vide, det nu lå inde på hovedbanegården, vi lige havde gået igennem. Vi opgav det, vi havde jo kort på telefonen.
Vi startede med at tage en kanal tur med en af turbådene, så vi fik et overblik over, hvad der er at se. Det var en rigtig fin tur på en time, hvor vi fik fortalt på hollandsk, tysk og engelsk, hvad vi sejlede forbi. Vi kom forbi mange husbåde, hvor vi fik fortalt, det var meget attraktivt at bo i dem, selv om mange af dem så meget forsømte ud.
Sejlturen gav os en ide om, hvad vi ville kigge nærmere på. Vi startede med at gå til det flydende blomster marked, hvor der var en lang gade med flydende boder, der har alle former for blomsterløg, frø mv., der var enkelte boder med buketter af tulipaner. Efter dette kom vi forbi et kæmpe brugt tøjs marked, hvor der også var diverse turist souvenirs. Vi kom forbi Rembrandts museet, og gik videre mod The national maritime museum, hvor der lå et flot gammelt skib. Ud til museet gik vi langs en kanal, hvor der var et dejligt grønt område, hvor man kunne komme lidt væk fra byens hektiske liv; men samtidig se på deres flotte gamle huse. Der er mange smalle høje huse langs kanalen, fordi det dengang, de blev bygget, var billigere i skat, jo smallere de var ud mod kanalen, til gengæld blev de høje og lange ind mod land.
Solen skinnede fra en skyfri himmel, så vi blev enige om, at besøge museet dagen efter, hvor de lovede flere skyer. Vi gik videre langs kanalen og kom forbi nogle gamle hollandske skibe, nogle af dem beboet. Der er hele tiden flotte gamle bygninger at se på, og mange cyklister, jeg tror Amsterdam overgår København. Der er ingen der bruger cykelhjelm her. Det virker heller ikke til at færdselsreglerne gælder cyklister, de kører gladelig over for rødt.
21/5 2023 S
Vi startede med at gå til Anne Frank museum, hvor vi igen kom igennem Red Light District, nu om formiddagen, så der var ikke så mange mennesker. Da vi kom ud til Anne Frank museum, var der en meget lang kø uden foran, og da vi læste om det, stod der, man helst skulle have bestilt billet i forvejen, så vi opgav, og gik videre til det national maritime museum. Det var bestemt et besøg værd. Vi kunne gå rundt på, det flotte skib, der viste sig at være en tro kopi af et gammelt skib ” East indiaman Amsterdam” fra 1700 tallet. Vi blev sendt på en virtuel historisk rejse i tiden, speciel oplevelse. Vi fik set på gamle søkort og skibs modeller mv. rigtig flot sat op og med audio guide på engelsk, vi fik snildt brugt 3 timer derinde.
Da vi var tilbage sidst på eftermiddagen fik vi planlagt den videre rute.