Vi fik en regnvejrsdag; men kunne komme ud at gå mellem bygerne. Vi kunne se de virkelig trængte til vand; men der kom ikke så meget. Vi tænkte på Danmark og tørken, og håber der også kommer vand hjemme. Det er ikke fordi, vi ikke kan sejle i regnvejr; men de lovede torden byger, og vi har en gang oplevet lynet slå ned tæt på båden, mens vi sejlede så det vil vi gerne undgå.
10/6 23 S
Vi sejlede 7.30 med kurs mod Camaret-Sur-Mer ca. 60 sømil. Der var ingen vind og havet var helt blankt, første gang vi har set det i den Engelske kanal. Det var vigtigt for os at komme af sted i tide, selv om vi vidste, vil ville få modstrøm i starten. Når man kommer rundt om hjørnet, er det kortest at sejle mellem øen Quessant og halvøen før Brest (32 sømil kortere end, hvis vi skulle udenom); men det er et meget strømfyldt område, hvor strømmen kan komme op på 6 knob, og søen kan være meget urolig, så man skal helst komme der ved slack water (det er lige når strømmen vender) og det var kl. 17.00.
Den vind der var, havde vi lige imod os, så det blev en dag for motor, med sol i cockpittet, der var mange små fiskebåde, vi skulle holde øje med. Vi nåede passagen lige præcis kl. 17.00, og kunne se flere andre både havde timet det på samme måde. Vi passerede uden problemer.
Vi nåede havnen ved Camaret-Sur-Mer kl. 18.30. Havnen var fyldt; men heldigvis har havnen sat ankerbøjer ud (moorings). Hvor der var mange ledige, så vi fik hurtigt fat i en. Vi var glade for vi ikke gik i havn, for det er en virkelig skøn bugt, og det er halv pris af at ligge i havnen (18 €), og vi kan benytte toilet, bad og WIFI.
11/6 23 S
Morgenmad i cockpittet uden vores cockpit telt, det var skønt. Vi fik pumpet vores gummibåd op, og så ellers en tur i byen. Der var brugt marked på hele havnefronten med mange mennesker. Der er et fint stort supermarked; men selve byen er ikke så stor, der er en meget lille gade med butikker og ellers er der havnefronten, hvor alle restauranterne er.
Vores venner Jørn og Lisbeth kom til en campingplads i Camaret Sur-Mer i gå afstand fra havnen over middag. Så dejligt at se dem igen. Om aftenen gik vi i byen og fik Moules frites, det blev serveret på alle restauranterne. Vi sad ude, da vi jo skulle nyde udsigten ud over bugten, hvor der i baggrunden er flotte klippe formationer. Det blev noget koldt til sidst.
12-14/6 23 S
Vi havde nogle rigtig dejlige dage sammen med Jørn og Lisbeth, hvor vi tirsdag tog en sejltur over til en bugt, hvor vi kom forbi mange flotte klippeformationer og vi spiste frokost i en flot bugt, hvor vi der var den skønneste sandstrand omkranset af høje klipper. Dagen efter kørte vi over til stranden og Lisbeth og mig fik en dukkert, vandet var ikke varmt nok til Per og Jørn, det var nok omkring 18-19 grader.
15/6 23 S
Lisbeth og Jørn skulle igen mod Danmark, så vi sejlede kl. 9.30 med kurs først mod Anse de Morgat kun 15 sømil; men undervejs ændrede vi kurs, da vi kunne se, det ville passe bedre, at vi sejlede til vores næste mål Benodet. På den strækning vil der være en snæver passage med meget kraftig strøm op til 6 knob, så det er vigtig, det bliver passeret lige, når strømmen vender (slack water), og det passede lige med, vi ville nå til det sted på det rigtige tidspunkt, så det blev 55 sømil i stedet. Vi havde en skøn sejlads igen igen med vinden lige i ryggen og sol i cockpittet, det meste af turen. Først var der ikke så meget vind, så vi satte genakkeren, men da vinden øgedes til 9-10 m/s, tog vi den ned og sejlede butter fly (storsejl og for sejl til hver side) ind til vi skulle ændre kurs mod den flod hvor Benodet ligger i starten af floden. Vi så delfiner flere gange på turen, ikke så tæt på så vi kunne tage et billede. Vi lagde til i havnen ved Sainte-Marine overfor Benadot. Vi kunne sidde i cockpittet og spise aftensmaden kl. 20.30 og termometeret viste 27 grader.
16/6 23 S
Vi gik tur i Sainte-Marine, virkelig et dejligt sted, så hyggeligt med blomstrende hortensia alle vegne, flotte blomsterbede og dejligt grønt. Der var en god fiske butik, så vi købte jomfruhummer til vores frokost, muslinger og rejer til aften, så vi rigtig kan smovse os i skaldyr. Fiskebutikken dampede jomfruhummerne for os, så det var dejligt let
Om eftermiddagen fulgte vi en vandrerute over en bro til Benodet, hvor vi kom gennem skov og langs floden, en flot tur ca. 8 km. Vi tog færgen tilbage til havnen, en sød lille færge 2€ for en tur.
17/6 23 S
Vi ville have taget færgen til Benodet for at få handlet ind; men den gik først 10.15, og så kunne vi lige så godt tage gåturen derover. Nu var det lavvande, så det blev en anden tur end sidst.
Om eftermiddagen fik vi lavet lidt af det, der altid er at lave på en båd, og vi fik igen gået en tur i Sainte-Marine, der bare er så hyggelig.

