Vandreture på Nordkysten



16/8 24 S Funchal
Jeg fik ikke sovet meget om natten, der var musik og i meget lang tid hyletoner. Jeg fandt om morgenen ud af, at det var sirener pga. af brand i området ved Camara de Lobos og op til Curral de Freias, et område NØ for Funchal. Himlen i den retning var helt farvet af røg og især op mod Curral das Freias stod sorte røgsøjler op.
Det blev en slappe af dag med ture rundt i byen. Vi fandt en bådbutik og fik byttet vores gasflaske.
17/8 24 S
En meget varm dag 32 grader og næsten ingen vind, så vi fik snorklet og set de mange flotte fisk. Ilden var fortsat ikke slukket, så himlen mod vest var fortsat farvet af røg.
18/8 24 S
Det var blevet endnu værre med dønninger i havnen, hvor man kunne se broerne rulle op og ned med dønningerne, og vi lå meget uroligt, så det var svært at få sovet. Der var et tyndt lag sod ud over båden, og der var fortsat røg mod vest. Vi brugte igen dagen på ture i Funchal og gjorde klar til at sejle dagen efter.
19/8 24 S
Igen en nat uden meget søvn. Vi var lidt spændte på, hvordan vi skulle komme ud fra vores plads, pga. alle dønningerne, og der var ikke meget plads, men vi fik en marinamedarbejder til at hjælpe os, og det gik fint. På sydsiden af Madeira var der ingen vind, men da vi rundede hjørnet ved Canico og skulle mod N kom vinden og bølgerne (2 m høje), begge dele fra N. Vi prøvede med sejl, men det var umuligt at krydse med de bølger og den vind, der ofte kom op på 15m/s, så motoren kom på arbejde, så vi sejlede kun imellem 2-3 knob, der var heldigvis kun 12 sømil (20 km), da vi nåede mellem lufthavnen og Machico kom der bølgelæ og vi kunne sejle 4 knob. Vi nåede Quinta do Lorde ved 12 tiden, og kom til en dejlig rolig havn og fik hjælp til at komme ind på en god plads.

20/8 24 S Quinta do Lorde

(Se billede Madeira som er et kort med de steder vi beskriver)

Vi havde lejet bil sammen med Sonja og Niels, da vi gerne ville udforske nordsiden af øen mere, hvor det er svært at komme til med bus.

Vi kørte mod Sao Jorge en rigtig flot køretur, og til Levada do Rei, for at gå en Levada vandring ca. 10 km.

Vi var forbavsede over hvor mange biler, der holdt langs landevejen, og det var svært at finde et sted at parkere, men det lykkedes. At der var så mange skyldtes formentlig at flere vandreture var lukket pga. branden. Vi kunne stadig se røg fra området. Det var en rigtig fin tur i 535 m. højde. Der var mange flotte udsigtspunkter, og dejligt grønt med flotte blomster, flere steder rendte vandet ned af klipperne, og på et sted var det godt med en regnjakke, da vi skulle under et lille vandfald og ikke kunne undgå at blive våde. Turen endte ved et flot vandløb, hvor vi skulle samme vej tilbage igen, det var fint for man ser altid noget andet, når man ser det fra den anden side. Sonja og Niels havde deres to hunde med (2 langhårede chihuahua), jeg er forundret over, så flot de klarede turen med deres små ben, de gik det meste af turen uden snor, og blev det meste af tiden på stien, hvor de vimsede rundt, de skulle heller ikke langt fra stien for det gik brat nedad, og da de ikke er meget for vand faldt de heller ikke i vandløbet. Næsten alle vi mødte skulle lige hilse på hundene, især børnene havde svært ved at gå fra dem. Hyggeligt.

På tilbage vejen handlede vi ind i Machico.

21/8 24 S

Vi kørte til Boaventura for at tage en cirkulær vandretur ca. 7,5 km og som det højeste 480m. oppe, med højdeforskel på 380 m. Igen en rigtig flot køretur i den nordlige del af øen, og Boaventura virkede til at være en rigtig hyggelig lille by, hvor der var pyntet op med farverige guirlander. Her fik vi lov at gå næsten for os selv, måske fordi det var en sort(svær) vandretur. Vi startede med at gå op på en stenet sti, heldigvis var det tørt, så den var fin at gå på. Vi kunne hele tiden se op på fantastiske grønne bjerge i alle grønne nuancer, der var så frodigt. Langs stien var de flotteste blomster og frugttræer, hvor Sonja flere gange fandt de lækreste blommer. Efter at have gået ca. 250 m op, kom vi til levadaen, hvor der er et smalt stykke at gå på og ingen hegn ud mod den bratte kant ned, det er nok grunden til det er en sort rute. Vores vandrebog advarer også om risiko for højdesyge, men det var nu ikke noget problem at gå der. Efter ca.1 1/2 time når vi til et område med vandfald og et vandhul, her holder vi frokost pause, et fantastisk flot sted, vi går lidt opad, så vi kan høre andet end vandfaldet. Her kan vi soppe i søen og nyde stedet, når vi kigger op ligner det lianer der hænger ned, og vi forestiller os, at der snart kommer en abe svingende i lianerne. Vi følte virkelig at vi sad midt i en jungle.

Efter kort tid går stien nedad igen gennem et meget frugtbart område, og flere blommetræer. Efter at have gået lidt langs vejen kommer vi op til endnu en Levada, der går gennem marker med bl.a. bananpalmer. Det sidste stykke er langs vejen. Da vi er fremme ved bilen og en beværtning får vi en velfortjent øl. De to Chihuahua har igen klaret turen fint. Vi var alle enige om, at det var den flotteste tur, vi har gået på Maderia.

Om aftenen var vi inviteret over på Mary Sol og spise sammen med et fransk par, hvor vi havde en rigtig hyggelig aften.

22/8 24 S

Vi var alle enige om, at den sidste dag med bilen skulle bruges på indkøb. Vi kørte først til Carnical, hvor vi fik lavet aftale med værftet om at komme op d.2/9. Vi synes at det er tid til at give båden en ny gang bådmaling. Så efter en kop kaffe i Niels og Sonjas stam café fra de havde båden oppe trængte vi lige til en dukkert og snorkletur inden vi kørte videre til Machico og fik handlet stort ind.

23/8 24 S

Stor vaskedag

24/8 24 S

Vores første rigtige regnvejr på Maderia om formiddagen, hvor vi lige havde planlagt en bustur til Machico, vi nåede at blive noget våde trods regnjakker på vej til bussen, men det klarede senere op.