Nu nærmer tiden sig

Tiden til vi skal af sted igen nærmer sig. Som planen er nu regner vi med at sejle i slutningen af April 2019 når “Påske Østen” er der. Der er ofte en periode i foråret hvor der i nogle dage er en god vind fra øst. Den vil vi udnytte til at sejle over Nordsøen til Caledonian kanalen i Skotland.

Der er utroligt hvor meget man kan blive ved at lave om på båden. Selvom vi har været af sted en gang og synes dengang at båden var klar, har vi brugt mange timer og penge på at ændre/vedligeholde båden for at den er klar til den næste tur.

Det viste sig at batterierne var døde. Jeg har talt med 2 forskellige forhandlere som uafhængig af hinanden påpegede at det nok ikke var den rigtige lader jeg havde til den batteribank vi har. Jeg har derfor købt en ny og større landstrøms lader og vil her i Marts købe nye batterier. Jeg vil købe 5 stk. á 95 AH AGM batterier.

Da jeg talte med Kjøller omkring mine batteriproblemer talte vi også om køleskab. Vores køleskab er fra 1994. Kjøller var overbevist om at den gamle kompressor ikke vil kunne klare varmen i Middelhavet. Jeg havde så egentlig besluttet at gå over til vandkøling af køleskabet   (SP systemet som Kjøller kalder det), men da det er en køleskab og ikke en fastmonterede køleboks vi har, blev jeg frarådet det. Det endte derfor med at jeg købte ny kompressor og fordamper og monterede det i det gamle skab. Det var lidt bøvlet, men der virker nu. Når kompressoren kører bruget den kun det halve i strøm end det gamle. Det tyder godt.