Bangor og Belfast

11/5 19 Sejlede fra Glenarm ved 10.00 tiden, og havde en fantastisk sejllads
til Bangor, vores ynglings vind agten for tværs, 8-10 m/s, medstrøm og sol
fra en skyfri himmel, så udover vi sejlede mod syd, så sejlene skyggede for
solen, kunne vi ikke ønske os mere. Vi kunne så sole os på fordækket
undervejs. Vi nåede til Bangor ved 14.00 tiden, en stor havn med masser af
pladser. Havnen er godt beskyttet af en kæmpe break Water (se billede). Vi
kom op i byen lige i myldertrafikken, så vores første indtryk var ikke så
godt, det er en stor by. Vi fandt hurtigt et supermarked og fik godt sultne
købt ind til noget frokost. Da vi senere kom op i byen, fik vi et bedre
indtryk. Da vi dagen efter ville se Titanic museet, så vi filmen Titanic om
aftenen, vi har den med som DVD.

12/5 19 Vi tog toget til Belfast, og startede med at stå af ved Titanic
museet, et kæmpe museum. Ikke billigt( 19 £ for hver); men vi synes bestemt,
det var pengene værd. Det gav et godt billede af Belfast på den tid, skibet
blev bygget. Vi blev på et tidspunkt transporteret rundt ”i skibet” i en
kabine (som den på ski-lifterne), så vi kunne følge processen med at få
bygget skibet. Et hårdt arbejde for de stakkels mænd, der med håndkraft
skulle hamre alle nitterne i, og så 15 timer om dagen, flere blev helt døve
af arbejdet. Vi blev også ført rundt, så vi fik et billede af, hvordan
skibet så ud, og den store forskel på 1. og 3. klasse. Filmen Titanic er
meget tro mod virkeligheden. Om eftermiddagen tog vi ind til centrum af
Belfast, og var rundt at se de mange flotte bygninger der, og rundt i
gågaderne. På hver hjørne stod der en ung mand/kvinde, der spillede og sang,
nogle var gode, men ikke alle lød lige godt. Gad vide om det er sådan, de
tjener til at kunne studere? Selv om det var søndag, var det liv i gaderne
og en god stemning.

13/5 19 Vi blev en dag mere i Bangor, da vinden var fra syd og der var meget
af den, og vi ville få den lige imod, til vores næste mål Ardglass. Det var
en flot solskins dag, og vinden var blevet lidt lunere, nu den kommer fra
syd. Vi fik set noget mere af Bangor, der er en utrolig flot by, når man får
set nærmere på den. Der var en sti langs kysten hele vejen til Belfast, vi
nåede et godt stykke af om eftermiddagen. En rigtig flot tur, hvor vi kom
forbi mange klippe formationer og sandstrande, og med udsigt over byen og
skov på den anden side.