8/2 20 Kl. 10.00 sejlede vi fra Puerto Rico sammen med Anne og Flemming. Vi
havde planlagt en dag på havet for til sidst at sejle til Puerto Mogan. Der
var ikke meget vind, og solen skinnede fra en skyfri himmel. Vi sejlede et
godt stykke ud for at komme ud, hvor havet bliver dybt, og med bedre chancer
for at se delfiner og hvaler. Det varede heller ikke længe, før vi så nogle
store delfiner, vi regner med var store Atlanterhavs delfiner, der kom tæt
på båden, de så ud til at være i gang med at jage efter føde. Lidt senere så
vi en del skumsprøjt forude, og sejlede over for at kigge, og her kom vi tæt
på en stor flok spættede delfiner, der i lang tid svømmede rundt om båden.
Det er bare så dejligt at opleve delfiner på så nært hold, det gør bare en
så glad at se på, hvordan de leger omkring båden. Senere så vi et stort
blåst fra en hval, og sejlede tættere på, vi så det flere gange, og til
sidst så vi også ryggen af hvalen, vi tror, det var en kaskelot hval. Jeg
fik så sagt, at nu mangler vi bare at se en skildpadde, og kort efter så vi
en skildpadde svømme ved siden af båden. Midt på eftermiddagen nåede vi
Puerto Mogan og fik en god plads i havnen. Først på aftenen gik vi rundt i
havnen, og kom forbi en anden dansk båd. Det er en dele båd, hvor 5 par
skiftes til at være i båden. Det var Marianne og Benny, der var i båden, og
dem kender vi, fra sidst vi var af sted. Så det var rigtig hyggeligt at
hilse på dem igen.
9/2 20 Vi gik rundt i byen, og var ude ved en planteskole, vi var blevet
rådet til at se; men den havde lukket søndag. Om eftermiddagen var vi ved
stranden, der var godt fyldt; men der var plads i vandet til en dukkert.
10/2 20 Vi tog bussen op til Degollada de Tasarte, og tog på en vandretur
derfra gennem Veneguera og til Mogan. Det var en flot bustur op, det sidste
stykke i hårnålesving. Vi kom tæt forbi flotte klipper i røde og grønne
nuancer. Der var mange med bussen, og flere der stod af samme sted som os,
hvor der udgik flere vandreture. Det gik først nedad, til vi nåede ned i
dalen. Det var meget tørt, vi havde hele tiden udsigt til flotte klippe
formationer, og klipper i grønne og røde nuancer. Da vi kom ned i dalen kom
vi til en gammel landsby, der nu var helt forladt, senere kom vi til et
vaskested, de brugte for mange år siden. Vi havde regnet med at spise
frokost i Veneguera, hvor der var to spisesteder; men begge havde lukket,
fordi det var mandag. Vi var ikke de eneste, der havde regnet med at spise
der. Heldigvis havde vi taget nogle müesli bar, og appelsiner med, så det
blev vores frokost, vi spiste inden, vi begav os opover bjergkammen, før vi
nåede ned til Mogan. Bussen holdt i Mogan, da vi kom ned, med en lang kø
foran bussen; men vi kom med på en stå plads. Sidst på eftermiddagen kom
Benny og Marianne forbi. De kendte et sted oppe i byen, hvor der var levende
spansk musik. Der var 3 der spillede både på trompet, guitar,harmonika og
harpe, det gjorde de rigtig godt, og de kunne også synge.
11/2 20 En lave alt mulig dag. Det var meget varmt, så godt med mulighed for
en dukkert.