Vi er stadig på La Gomera. Vi nyder at ligge i havnen her, der er dejligt
liv på broerne, lige nu med nogle skønne unger, der løber rundt og leger. Vi
får snakket med mange, og snakker rigtig godt med vores naboer fra Belgien,
Isabelle og Luc på båden Canjotto. San Sebastian er en hyggelig by og der
er en dejlig strand lige ved siden af havnen, vi kan gå over til i badetøj.
Vi har været på vandreture ca. hver 2. dag.
Vi har haft lidt problemer med vores holdnings tank, hvor afløbet var
stoppet, men det blev løst med noget citronsyre i tanken.
Da vi skulle over at få tanket diesel, gik motoren i stå på vejen tilbage,
hvor vi bakkede ind til vores bro, heldigvis kunne vi komme ind på vores
plads v.hj.a. opskuddet, og vores naboer var straks klar til at hjælpe.
Vi fandt ud af, at det var pga. der var lukket for diesel til motoren, der
er et nødstop i kistebænken, vi ved en fejl har fået trukket i, da vi
ordnede holdnings tanken. Per fik set motoren efter og skiftet diesel
filter.
4/2 25 S
Vi gik en tur ud til fyret på nordøst siden af øen.
5/2 25 S
Vi tog en vandretur fra San Sebastian over til en lille strand Playa de la
Guancha, en flot tur med udsigt ud over havet. Desværre lå der meget plastic
på stranden.
6/2 P
Der var igen et krydstogtskib i havnen, så byen er fuld af Lemminger, som
jeg kalder dem, når de kommer gående på en lang række efter en guide. Denne
dag var der demonstration af Gomeranernes gamle fløjtesprog Silbo som de
stadig lærer i skolen. I kan høre det demonstreret her (husk lyd):
https://www.youtube.com/watch?v=-YDXfdPpt28
Utroligt at de kan fløjte så højt.
Heldigvis sejler krydstogtskibene normalt ved 18 tiden så byen igen kan
blive normal.
7/2 25 S
De lovede, at der ikke vil være skyer på toppen af øen, så vi tog bussen til
Las Creces og tog på en vandretur til Vallehermosa. En fantastisk flot tur.
Vi gik først i den vestlige del af national parken. Vi gik gennem skov med
laurbærlignende træer, med krogede grene mørkegrønt løv og med mos hængende,
det er et af de få steder i verden, hvor disse træer findes. Vi havde det
meste af tiden en fantastisk flot udsigt først ud over Valle Gran Rey og
senere over dalen ned til Vallehermosa med udkig til grønne bjerge. Lige
inden vi nåede Vallehermosa kom vi forbi et stort vand reservoir. Den sidste
del af turen var af landevejen, men det gjorde ikke noget, det var stadig en
flot tur.
9/2 25 S
Vi tog bussen op til Las Casetas, kun to busstop fra San Sebastian, og gik
først ca. 300 m. op af snoede stier til Altos de Uteza, og videre over
Degollada de Laguerode. På toppen kom vi til et område, hvor vi kunne se
udover nordsiden af øen, hvor vegetationen er helt anderledes end på
sydsiden med grantræer og grønt bunddække. Senere var det med kaktusser og
små busk. Vi gik forbi flere flotte sandstens formationer i gule og røde
nuancer. Det sidste stykke var på landevej ned til San Sebastian.
11/2 25 S
Vi tog igen bussen til Las Casetas, og vi gik nu ned til landsbyen El Alajo
af snoede stier. Det er et dejligt grønt område med urtehaver og frugttræer.
Det sidste stykke var af landevej; men det var dejligt at gå i alt det
grønne og lytte til fuglesang. Vi fik helt forårsfornemmelser.
13/2 25 S
Det så ud til at være skyfrit på toppen af øen, så vi tog bussen til Arure
og tog på en vandretur til Chipude.
Arure ligge på vestsiden af øen, og her er igen anderledes vegetation, her
er grønne arealer, og mange terrasser, der nok tidligere har været dyrket.
Vi kom forbi et stort vand reservoir, hvor der ikke var meget vand i. Efter
et stykke tid kom vi ind på en sti i udkanten af national parken med de
laurbærlignende træer. Herefter kom vi ud til toppen af Valle Gran Rey med
flot udsyn ud over dalen/kløften med udsyn til grønne bjergkamme og flotte
klippeformationer.
Herefter gik det opad af til Las Hayas en lille landsby, hvor vi kom forbi
en speciel restaurant, hvor de laver mad som de gjorde før i tiden på La
Gomera, og de dyrker alt selv. Vi kom også igennem El Cercado også en lille
landsby. Herfra gik det videre opad til Chipude, hvor vi kom op til en
cafe/bar, hvor vi fik de tørreste sandwich, vi nogensinde havde fået; men vi
var sultne, så de gled ned, godt hjulpet af en kold fadøl. Der var mange
andre vandrere, der også sad og ventede på bussen, og turister der var kørt
derop.
14/2 25 S
Vi sejlede kl. 9.30 med kurs mod syd Tenerife, vi havde sol fra en skyfri
himmel, der var lidt blegere end den plejer at være pga. der var Calima
(sand fra Sahara i luften) og kun lidt vind, vi havde sejl oppe, men måtte
have motoren til hjælp. Lidt før vi nåede syd Tenerife fik vi følge af en
stor flok delfiner, der legede omkring båden i lang tid, det er bare så
dejligt at se. Vi fik også set Pilot hvaler (Grindehvaler) og en enkelt
flyvefisk. Vi så rigtig mange Portugisiske orlogsmænd, der er en farlig
brandmand, den ser ikke ud af meget på havet, hvor man kun ser et lyse lilla
sejl; men kan have 10 m. giftige brændetråde
Vi nåede ankerbugten ved Punta Roja (udfor lufthavnen, hvor vi har ligget
før) kl. 14.30 og fik kastet ankeret, der lå et par andre både, der senere
sejlede men til natten lå vi 6 i bugten, vi havde en fin nat, med kun
enkelte gange, hvor vi rullede noget i dønningerne.
15/2 25 S
Om formiddagen blev ankerbugten lidt mere urolig. Vi sejlede derfra kl. 14,
så vi kunne være i Marina Amarilla en San Miguel kl. 15, hvor vi fik en fin
beskyttet plads så vi kan være helt rolige mens vi er hjemme fra d.19/2 til
3/3.
16/2 25 S
Vores naboer fra La Gomera, båden Canjotto kom også til havnen, de skal
også hjem en tur, da de venter deres første barnebarn.
17/2 25 Vi fik sagt på gensyn til Isabelle og Luc, vi regner med, vi ses
igen på Maderia eller Porto Santo.
18/2 25 S
Vi fik gjort båden klar til at efterlade den.