A Coruna

3/6 19 Trods dårlig vejrudsigt havde vi fint solskinsvejr og omkring 18-20
grader. Tøjet blev vasket og tørret på båden, gummibåden var blevet lappet
undervejs, og nu pustet op, og den holdt tæt. Så var det tid til at udforske
byen. Der er en gammel bydel tæt på havnen, rigtig hyggelig med mange smalle
gader, spændende gamle huse, små parker, små og store pladser. Der var mange
små spisesteder og cafeer, vi fandt et, hvor vi kunne side i solen og fik
flere lækre Tapas retter (9 euro for 4 retter og en øl). Vi fandt frem til
et rigtig fint super marked med både slagter og fiske afdeling.

Der lå en anden dansk båd i havne, en stor motorbåd, de havde hentet i
Kroatien, de lå og ventede på at få styremaskinen lavet, vi lå over for en
svensk båd, der var på vej hjem.

4/6 19 Det havde regnet om natten; men skyerne forsvandt næsten i løbet af
dagen og solen skinnede det meste af tiden. Vores toilet pumpe havde det
ikke så godt, så vi ville finde en ny. Vi spurgte i en lille udstyrsbutik på
havnen, der henviste os videre til en længere væk forbi den store industri
havn, han satte et kryds på kortet. Vi gik og vi gik; men kunne bare ikke
finde butikken, der skulle hedde Pombo. Heldigvis fortsatte vi lidt længere
ud af byen, og fandt den, så krydset var sat forkert. Det var en meget
speciel butik, hvor der var tovværk overalt, og ham der stod i butikken,
virkede som lidt af en særling; men utrolig venlig. Han fandt dog straks
pumpen, og vi fik også købt lappegrej og en step fender, hvor han skulle
ringe for at finde ud af prisen. Step fenderen vil vi bruge til, når vi skal
op og ned af gummibåden i stedet for klappen, vi bruger nu, så vi
forhåbentlig undgår en ny punktering. Vi fik på den måde set en anden del af
byen, der var meget trafikeret med trafik propper flere steder. Om
eftermiddagen fandt vi frem til noget, der svarer til strøget, med mange små
specielle butikker, og levende musik flere steder. Vi fandt en cafe, hvor
der var en der spillede violin, det lød rigtig godt. Om aftenen viste
temperaturen ca. 22 grader kl. 20.00, den varmeste aften indtil nu.

5/6 19 Det havde tordnet og regnet om natten; men solen skinnede om
morgenen. Det blev til en lave alt muligt formiddag. Om eftermiddagen gik vi
en tur ud til Hercules Tower, der er et af de få bevarede romerske fyrtårne.
Vi kunne komme op i det, og der var en fantastisk udsigt. Der kom en dansk
båd ind sidst på eftermiddagen, de var på vej hjem, de havde kun været
afsted i 3½ mdr.; men havde haft en rigtig dejlig tur ned langs den
Portugisiske kyst.

6/6 19 Vågnede op til regn og blæst, der er en kraftigt lavtryk på vej, så
vi har garderet båden med ekstra fortøjninger og fendere.