13/6 19 Om aftenen kom Erik forbi, godt træt efter at have bundmalet sin båd
hele dagen, og vi havde en hyggelig aften sammen. Han flyver hjem til
Danmark på tirsdag og kommer igen sammen med hans kone om 14 dage.
14/6 19 Da vi har planlagt at ligge for anker nogle dage, fik vi handlet
godt ind om formiddagen, vi fandt et fint supermarked i udkanten af byen.
Efter en øl i Eriks båd, der igen blev søsat, sejlede vi til bugten San
Francisco, hvor vi trods lidt regn havde en fin aften med udsigt til en flot
regnbue.
15/6 19 Vi havde en rolig nat for anker og vågnede op til solskin fra en
næsten skyfri blå himmel, der ligger altid nogle skyer henover bjergene. Vi
tog gummibåden ind til stranden, det var lavvande, så vi bar den helt op,
hvor vi kunne se sandet var tørt. Vi fandt en vej ud til fyrtårnet ved
indsejlingen til Ria de Muros, der viste sig at fortsætte i en vandresti,
hvor vi havde den mest fantastiske udsigt over Laguna de Louro, med en hvid
sandstrand, hvor vi kunne se dønningerne fra Atlanterhavet skylle ind,
bagved stranden var der en stor indsø, og med klipperne og bjergene i
baggrunden, var det et smukt syn. Vi var lidt i tvivl om, hvor stien førte
hen; men heldigvis er vi nysgerrige, og skulle lige se, hvad der var efter
den næste bakke eller hjørne, og så kunne vi pludselig se bugten, hvor vi lå
for anker, og komme tilbage af vejen, hvor vi først gik. Over middag kom
Erik forbi i Skærsilden, han skulle have afprøvet sine sejl, da han var ved
at sejle tilbage, så vi en flok delfiner tæt på båden, det er altid
hyggeligt at have selskab af dem. Sidst på eftermiddagen tog vi igen
gummibåden ind til stranden, nu var det højvande, så det var lettere at få
gummibåden op på stranden. Vi gik en tur i strandkanten og satte og på en
cafe, hvor vi havde udsigt over stranden, og Susanne fik sin første dukkert,
vandet var 16 grader og luften 22 grader.