Cascais og Lissabon

11/7 19 Vi sejlede tidligt om morgenen, da vi havde bestemt os for at sejle
til Cascais ca. 70 sømil, der ligger ved floden ind til Lissabon. Vi havde
en meget urolig sø i starten, da dønningerne kom ind fra siden, og de var
blevet lidt højere, og der var ikke så meget vind til en start; men så snart
vi var kommet forbi Peniche (efter ca. en time) og skulle ændre kursen til
næsten stik syd, fik vi dønningerne ind bagfra, og vi fik igen glæde af
Portugiser norden, der tiltog til omkring 10 m/s, så vi havde en rigtig fin
sejllads. Vi blev kaldt op på VHF radioen af en engelsk båd, det var dog
danskere der havde den. De sejlede lige bagved os, det var helt rart, vi har
kun mødt en dansk båd siden Caledonia kanalen, hvor de var om bord. Vi fik
en lang snak over VHF radioen. Igen så vi mange delfiner, også tæt på båden,
det er bare så dejligt at se, når de springer rundt om båden. Vinden aftog
igen da vi nærmede os; men efter vi havde rundet Cabo da Roca, der nok er
det vestligste punkt på fastlandet Portugal, tiltog vinden meget pludselig,
og imellem Cabo da Roca og Cabo Raso kom vinden op på 17m/s. Vi havde vinden
ind lige bagfra og stadig fuld sejlføring, og vi sejlede på et tidspunkt
over 11 knob. Vi blev desværre nød til at lave en stag vending, da vinden
ændrede retning, det gik fint trods den kraftige vind og lidt
betænkeligheder; men havde vi tænkt os om, skulle vi nok have rebet
storsejlet, inden vi sejlede forbi pynten, for vi ved af erfaring, vinden
altid tager til rundt om en pynt, vi har bare aldrig oplevet, det var så
meget før. Vi fik kaldt den engelske båd, der først nærmede sig, så de blev
advaret i tide Så snart vi drejede ind mod Cascais og fik læ af fastlandet
faldt vinden. Vi var heldige at få en plads i havnen, vi fik at vide, det
kun var fordi, vi var under 12 meter, at der var ledige pladser. Det en lidt
dyr havn 43 euro. Termometeret viste 37 grader, så vi fik en velfortjent
(synes vi selv) fadøl på havnen.

12/7 19 Vi fik set Cascais en flot by; men meget turistet. Vi fik lige hilst
på en anden dansk båd, der kom ind i havnen, de var på vej nordover. Vi
havde planlagt at sejle til en havn i selve Lissabon Doca de Alcantara, vi
havde læst om, at den skulle være ok at ligge i, selv om den ligger midt i
byen, og så koster den, når man ligger der en uge, kun 25 euro i døgnet . Vi
sejlede om eftermiddagen ind til havnen efter at have sikret os pr. telefon,
der var plads. Der var ca. 12 sømil dertil, en flot tur op af floden Rio
Tejo, i starten var det meget diset; men det klarede heldigvis op, da vi
nærmede os, så vi kunne få set noget af Lissabon langs floden. Vi skulle
lige under en stor bro, forbi en anden havn og så forbi nogle store
container skibe, før vi kom til havne indsejlingen. De bruger ikke VHF radio
på havnen, så vi fandt en ledig plads forenden af en bro, og måtte igen
ringe til havnen, om hvor vi kunne ligge. Vi var lidt skeptiske, da vi så
havnen udefra; men bortset fra; man kan høre støj fra broen, er der ok at
ligge her. Vi havde læst, der skulle være 3 bådbutikker på havnen; men vi
kunne ikke se nogen og fik at vide, der lå en ved den første havn ind mod
Lissabon. Så vi gik langs flodbredden over til den, og heldigvis kunne de få
et nyt køleskab hjem til os i løbet af næste uge, hende vi blev betjent af
talte godt engelsk og virkede rigtig kompetent.

13/7 19 Vi var igen generet af diskoteks musik til kl. 7.00 om morgenen, dog
ikke så slemt som i Figuaira da Foz. Vi vågnede mange gange; men kunne dog
falde i søvn igen. Vi er noget forundret over, de kan få lov at spille så
højt i en by hele natten, det værste er den høje bas, vi kunne ikke rigtig
høre musikken; men bassen, den går bare gennem marv og ben som man siger. Vi
hørte havne fogeden omkring musikken, der fortalte, det kun er i weekenden.

Vi gik til den gamle bydel, hvor der var mest at se, en rigtig hyggelig
bydel. Den passede meget godt med det, vi har læst om den, en rodet by; men
meget charmerende. Der er mange flotte bygninger, huse beklædt med klinker,
smalle gader, små spændende butikker. Vi ville finde noget bedre kaffe, og
spurgte på turist bureauet, der krydsede et sted af på kortet. Vi fandt en
kaffe butik, meget speciel, der var to ældre herrer i butikken, vi tror nok
far og søn, faderen så ud som om, han var over 80. Det er en lille butik med
alt i kaffe, portvine og mange forskellige slags sardiner. Vi fik en fin
rådgivning, og en rigtig god kaffe af bønner, de malede på en kaffemølle som
så 100 år gammel ud. Der var rigtig mange mennesker i byen; men det er jo
også højsæson lige nu; men der var en god stemning. Der er meget at se i
byen, så godt vi har flere dage til at se den i.