Lissabon

14/7 19 Om formiddagen fik Per lavet service på motoren, og lige en tur i
masten for at sætte en svirvel i faldet til storsejlet, så faldet ikke snor
sig. Om eftermiddagen gik vi en tur op til det område, der kaldes Bairro
Alto, hvor vi i en rejsebeskrivelse havde læst, der skulle være en god
portvinsbar, der var bare ikke rigtig noget sted, der passede på
beskrivelsen; men når man går rundt at leder, får man set meget. Det er et
område med mange smalle gader, og lige som man kigger ned af en gade, får
man et flot kig med floden for enden, der er også et flot udsigtspunkt i
området, og sikkert også flere portvinsbarer?.

15-16-17/7 19 Vi tog en hop på/hop af bus, hvor billetten gjaldt i 48 timer,
og vi tog to forskellige ruter. Vi havde læst i nogle rejsebeskrivelser,
hvor de skrev, det ikke skulle være det bedste at tage; men vi synes det
fungerede fint. Skønt at side på toppen af en bus og blive luftet i en varm
by. Vi fik høre telefoner, så vi fik beskrivelser af, hvad vi kørte forbi.
Vi fik set rigtig meget af Lissabon, der er en meget afvekslende by, med
flotte gamle bygninger, grønne parker, store flotte pladser, mange flotte
katedraler, smalle hyggelige gader, hvor sporvognene kører (de var fyldt til
randen), helt nye kvarterer med flotte nye bygninger. Det er en
kontrasternes by. Der er steder i den ældste bydel, hvor der mellem meget
flotte klinke beklædte huse, er huse, der godt kunne trænge til nogle bøtter
maling. Vi brugte meget tid på at gå rundt i de smalle stræder, og fandt
nogle hyggelige steder at spise, bare vi holdt os fra de store pladser med
mange turister, fik vi nogle gode fiskeretter. Vi fandt også hyggelige kaffe
steder, ofte var der nogen, der spillede, der var specielt et lille band, vi
faldt for, der spillede noget skøn musik med saxofon, så vi måtte købe deres
cd. Selv om vi tog bussen rundt nogle dage, har vi alligevel på den uge, vi
har været i Lissabon fået gået 75 km.

Vi har nok været heldige med vejret, for det har været lidt overskyet om
formiddagen og om eftermiddagen, hvor solen kom frem, luftede det. Havnen vi
ligger i (Doca Alcantara), er placeret midt imellem de største turist
attraktioner, så vi har kunnet gå til meget af det, vi ville se. Nattesøvnen
har ikke været helt god, vi har tydeligt kunne høre flyene fra lufthavnen i
byen, og når de ikke har fløjet midt på natten, har der været diskoteks
musik, hvor vi igen kunne høre bassen og trommerne, selv om der ikke ligger
diskoteker lige ved havnen; men det var trods alt mindre end i weekenden, da
vi kom.