Lagos og ankerbugt ved Olhao

6/8 19 Vi gik rundt i Lagos. Der er en hyggelig gammel bydel, ellers er det
meget turistet omkring havnen. Vi fik handlet godt ind, da vi igen vil ud at
ligge for anker, vi vil sejle til Olhao, hvor der skulle være en stor
ankerbugt. Vi var på marked, og handlede med en sød ældre dame, der regnede
ud på papir, hvad vi skulle give. Vi tror nok, hun fortalte os, det var en
rigtig god melon, vi købte.

7/8 19 Vi havde en skøn sejllads til ankerbugten, ca. 40 sømil, først med en
halvvind og senere agten for tværs 6-7m/s, og uden dønninger. Vi nåede
ankerbugten ved 19.00 tiden. Der var en noget uroligt sø i indsejlingen
pga. tidevands-strømmen. Vi havde den heldigvis med og sejlede 10 knob
igennem indsejlingen; men da vi først var inde, var det fint. Det er en stor
lagune, der ligger nok omkring 100 både; men der er god plads, så vi fandt
hurtigt et godt sted at kaste ankeret, og der er godt hold, så vi fik fat
med det samme. Vi havde en flot aften, og kunne nyde solnedgangen, og se den
gå helt ned med en rød himmel som baggrund.

8/8 19 Om formiddagen tog vi gummibåden ind til Olhao, der er et godt stykke
i gummibåd. Vi havde lidt svært ved at finde ud af, hvor vi kunne ligge
gummibåden. Der er en stor havn til fiske og turistbåde, og en marina til
sejlbåde; men mest kun til de lokale. Vi fandt et sted i fiskeri havnen. Der
ligger et stort flot marked ikke langt fra havnen, og udenfor mange cafeer
o. lign., der var liv og glade dage der.

Om eftermiddagen sejlede vi over til en ø, der ligger mellem lagunen og
Atlanterhavet. En hyggelig lille ø. Der var det igen svært at få plads til
gummibåden, for der lå mange, og der er ikke noget sted specielt til dem, så
det er et hjørne af havnen, de kan ligge i uden at genere fiske og turist
bådene. Der er en lille by på øen og ellers er det klitter og sandstrand. Vi
gik ud til stranden, og vandet virkede ikke så koldt, selv Per var i
vandet.